Matematik
Hvad er matematik på gymnasiet?
Vi tager afsæt i de ting, som du har lært i folkeskolen og bygger ovenpå. Du vil nok opleve højere krav til præcisionen i både det skriftlige og mundtlige arbejde. Du vil også få trænet din logiske tankegang og arbejde med hvordan man argumenterer i matematik. I hvor høj en grad afhænger af dit valgte niveau (A, B og C, hvor A er det højeste).
Arbejdsformer
Vores matematiklokaler er indrettet med tavler på alle væggene, hvilket skaber de ideelle rammer for gruppearbejde omkring problemløsning og matematisk argumentation ved tavlerne. Derudover arbejder vi meget med papir og blyant som hjælp til at holde overblik over matematiske metoder. Computerprogrammer såsom Maple, TI Inspire og GeoGebra bruges indimellem til at løse opgaver samt forstå og udforske matematiske begreber.
Lektiecafé
Et par gange ugentligt har vi lektiecafé, hvor du kan få hjælp af en matematiklærer til at få en bedre forståelse for matematikken fx ved at arbejde med lektier eller afleveringer.
Ekstra tilbud
Specielle forløb – Der kan tilrettelægges specielle forløb for en udvalgt gruppe af elever som ønsker at fordybe sig i matematik. Eksempler herpå:
- Cambridge matematik
- Træning til Georg Mohr Konkurrencen
- Deltagelse i Alympiade (gruppearbejde med matematisk problemløsning)
- Kreativ matematik
- Faglige workshops i udvalgte emner i matematik
- Inspirationskurser – Gennem UNF (Ungdommens Naturvidenskabelige Forening)