Det siger eleverne om Solrød Gymnasium
Jacob (stx’er):
Hvorfor valgte du Solrød Gymnasium?
Jeg havde hørt om skolens Cambridgekurser, som jeg var vildt interesseret i. Desuden havde min storebror anbefalet gymnasiet, og jeg har kort transport hertil.
Den største overraskelse ved ungdomsuddannelsen?
Jeg var rigtig overrasket over, hvor mange jeg IKKE kendte, da jeg startede. “Når jeg bor i Solrød, så kender jeg en masse ovre på gymnasiet”, tænkte jeg. Men nej. Til gengæld har jeg lært en masse nye mennesker at kende på kort tid og på tværs af alle årgangene.
Mathilde (stx’er):
Hvorfor valgte du Solrød Gymnasium?
Hovedårsagen var, at jeg ville have en frisk start. Jeg havde lyst til et nyt sted, hvor jeg absolut ingen kendte. Derudover havde jeg hørt en masse godt om skolen fra en veninde, og skolens omgivelser virkede hyggelige og imødekommende.
Den største overraskelse ved ungdomsuddannelsen?
Den største overraskelse for mig var, at jeg selv fik ansvar for min egen læring. Pludselig skulle jeg selv holde mig orienteret og følge med i timerne, hvis jeg ville gøre mig håb om at forstå undervisningen. Heldigvis lærte jeg hurtigt at tilpasse mig den nye hverdag og de nye rutiner, og lærerne gav os en god og tryg opstart i grundforløbet. Derfor var der faktisk intet at frygte for skolestarten på gymnasiet.
Nikolaj (hf’er):
Hvorfor valgte du Solrød Gymnasium?
Det er let. Det er nemt at komme hertil. Elevsammensætningen er ret harmonisk. Skolen har et godt ry og så kan jeg godt lide stedets størrelse.
Den største overraskelse ved ungdomsuddannelsen?
Det er, hvor meget der foregår på skolen ved siden af undervisningen. Man kan melde sig ind i udvalg og klubber. Der er frivillig idræt, fester og så videre. Man har virkelig mulighed for at lære nye spændende mennesker at kende på tværs af klasser og årgange, hvis man har lyst til det.
Caroline (hf’er):
Hvorfor valgte du Solrød Gymnasium?
Jeg havde fået anbefalet SG af flere, så jeg gik ind og undersøgte skolen på www.solgym.dk. Nu, hvor jeg er startet, kan jeg godt lide skolens gode energi og at det sociale er næsten lige så vigtigt som det faglige. På SG er det vigtigt, at du trives, så du kan have en god skolegang. Hvis du kæmper med ting, oplever jeg, at lærerne springer til for at hjælpe. Det, at det betyder ligeså meget at gå fra et 4-tal til et 7-tal, som fra et 10-tal til et 12-tal, det tiltaler mig rigtig meget. Også selv om vi jo ikke får standpunktskarakterer på HF.
Den største overraskelse ved ungdomsuddannelsen?
Den største overraskelse for mig er, hvor meget det betyder, at lærerne er uddannet i få specifikke fag og kun underviser i netop de fag. Jeg har allerede lært virkelig meget af at gå her.