
På Solrød Gymnasium er skemaet skabt, så du får mere overskud til dit skoleengagement.
Læs mere her
Unikt skoleskema
Skal du gå her?
Måske lander din 1. prioritetsansøgning hos os inden 1. marts 2027? I hvert fald holder vi et stort unikt Åbent Hus den 20. januar 2027 kl. 19.00-21.00.
Du kan også tjekke os ud ved at booke en besøgsdag på en helt almindelig hverdag i øverste højre hjørne her på sitet. Og du kan opleve os på uddannelsesmesserne i efteråret eller ringe til os med spørgsmål på 56184000.
Solrød Gymnasium har siden 2024 næsten fået fordoblet ansøgertallet af unge, der søger skolen som deres 1. prioritet. Det er vi både stolte og ydmyge over, og i august startede hele 8 STX-klasser og 2 HF-klasser.
Som ny elev på Solrød Gymnasium kan der være meget at holde styr på. På denne side har vi samlet den vigtigste praktiske information, så du praktisk og mentalt kan forberede dig på en studiestart hos os.
Her finder du ikke kun svar på spørgsmål om velkomstmødet i juni og den endelige besked om optagelse. Du kan også læse om skolestart, sociale aktiviteter, udstyr, digitale løsninger og særlige støttemuligheder for dig som elev.
Du kan selvfølgelig også læse om, hvad der forventes af dig og få gode råd til både faglig og social trivsel. Brug siden som dit overblik – før, under og lige efter studiestart.
Er du ny elev på Solrød Gymnasium?
I videoen giver Lykke og Sofie dig deres bedste tips og tricks til at komme godt fra start på Solrød Gymnasium! Fra de første nye venskaber til valg af studieretning og de fedeste sociale events.
Læs transskriptionen af videoen
At starte i gymnasiet og lære klassen at kende
Jeg hedder Lykke, og jeg går i 3.x, som er en biotek-klasse.
Jeg hedder Sofie, og jeg går også i 3.x.
Det første stykke tid er vigtigt, fordi det er her, du får dit første indtryk af din klasse og begynder at danne relationer. Det kan også være, at man planlægger noget sammen i sommerferien, som gør, at man kommer tættere på hinanden. Det ved jeg i hvert fald, at mange af 1.g’erne gjorde i år.
De første par dage er der meget fokus på at ryste klassen sammen. Du skal ikke være bange for ikke at kende nogen, fordi du lærer folk at kende meget hurtigt. Alle er i samme båd og står i den samme situation som dig, så du skal ikke være bange for at ende udenfor.
Introduktionsdagene er rigtig gode til at skabe et fællesskab i klassen. Der er også tutorer og ambassadører, som hjælper med at ryste eleverne sammen. Det er blandt andet det, de bliver lært op til: at sørge for, at der opstår et godt fællesskab i klasserne.
Jeg startede selv uden rigtigt at kende nogen. Jeg kendte to, som endte i en anden grundforløbsklasse. Jeg tror, vi var fem fra min folkeskole, som startede samme år. Én kom i en anden grundforløbsklasse, fordi hun havde valgt tysk, mens vi fire andre havde valgt spansk. Maja og Ali endte i min grundforløbsklasse, mens de to andre kom i den anden spanskklasse.
Allerede dér tænkte jeg: “Okay, nu kender de hinanden. Hvad gør jeg? Jeg kender ikke nogen.”
Jeg kom som en af de første og satte mig bare ned. Jeg kan huske, at en pige fra min klasse allerede havde sat sig ved et bord. Hun kendte én, som sad sammen med nogle af dem, jeg kendte. Jeg spurgte bare: “Må jeg sætte mig her?” Hun svarede: “Der er ikke nogen faste pladser.” Så satte jeg mig, og allerede dér begyndte vi bare at snakke.
Det er virkelig vigtigt at huske, at alle starter forfra, og at det ikke er alle, der kender nogen fra starten. Så prøv bare at snakke med folk. Det er vejen frem.
Jeg kendte heller ikke nogen, da jeg startede, bortset fra én fra vores klasse, som startede på biotek. Men man lærer jo folk at kende på en eller anden måde, så det er ikke noget, man skal være bange for.
Det faglige i grundforløbet
Når du er helt ny, fylder det sociale selvfølgelig meget, fordi du skal lære din nye klasse at kende. Men du skal også have i baghovedet, at der i slutningen af grundforløbet ligger to prøver: AP og NV.
De vægter ikke særlig meget, men de kommer på dit eksamensbevis. Derfor er det en god idé at fokusere på de fag. Mange af de andre fag får du mulighed for at arbejde videre med, når du kommer ud i din studieretningsklasse.
Husk også at skrive noter allerede i grundforløbet. Nogle gange spørger vores lærere: “Kan I huske, at vi havde det her i AP i grundforløbet?” Og så kan vi ikke huske det. Hvis man havde skrevet bedre noter, havde det måske hjulpet.
Du kommer til at kunne bruge dine noter senere, blandt andet når du skal til terminsprøver eller andre prøver i løbet af gymnasietiden.
Giv et godt førstehåndsindtryk
Det er også en god idé at give et godt indtryk, både over for dine klassekammerater og dine lærere.
I 1.g var jeg for eksempel en af dem, der sad med hånden oppe hele tiden. Jeg var meget aktiv og havde en udstråling, der viste, at jeg virkelig gerne ville det her.
Jeg føler, at det indtryk, jeg gav i 1.g, har hængt lidt ved. I 2.g bliver man måske lidt mere træt af det hele, og der var perioder, hvor jeg var mere på bunden. Men fordi lærerne allerede havde set, hvad jeg kunne i 1.g, vidste de godt, at jeg kunne det faglige, og at jeg bare skulle op på hesten igen.
Et godt førstehåndsindtryk kan derfor godt have betydning. Det handler om at vise lærerne, hvad man kan, så de har en idé om, hvor man ligger fagligt.
Hvad skal man have med?
En computer er selvfølgelig meget vigtig, fordi du kommer til at bruge den rigtig meget.
Men det varierer fra fag til fag, hvad der er nødvendigt. I mange fag bruger du computeren rigtig meget, mens det for eksempel i matematik også er vigtigt at have papir og blyant med, fordi man laver mange beviser og opgaver i hånden.
Valg af fag og studieretning
Det er værd at tænke over dine valg, allerede inden du starter, fordi nogle af dem foretages, når du sender din ansøgning. Det gælder blandt andet de kunstneriske fag.
Jeg vidste for eksempel slet ikke, hvad mediefag var. Jeg valgte det egentlig bare, fordi jeg ikke havde lyst til nogle af de andre fag. Jeg havde faktisk først valgt drama, men drama blev ikke oprettet, så jeg endte med billedkunst.
Det kan godt komme lidt som en overraskelse, at man skal vælge forskellige ting allerede inden skolestart.
Når du senere skal vælge studieretning, er vores allerstørste tip, at du skal vælge efter, hvad du interesserer dig for – og ikke udelukkende efter, hvad du tror, du kan bruge efter gymnasiet.
Det bliver tre rigtig lange år, hvis du vælger noget, du slet ikke interesserer dig for.
Jeg har blandt andet fortrudt, at jeg ikke valgte engelsk på A-niveau. Jeg var ekstremt glad for engelsk, og nu har jeg det ikke længere i 3.g. Det synes jeg er lidt ærgerligt. Engelsk fungerede lidt som et frirum for mig i forhold til nogle af de sværere fag som biotek og matematik, som selvfølgelig også er rigtig spændende fag.
En studieretning binder dig heller ikke resten af livet. Du kan altid tage suppleringsfag bagefter.
Så vælg efter, hvad du interesserer dig for.
Du skal dog også have i baghovedet, at du senere skal skrive SRP, hvor mindst ét af dine studieretningsfag kommer til at spille en rolle. Derfor er det selvfølgelig en fordel at vælge noget, du faktisk har lyst til at arbejde med.
Det er svært at møde op til en time og tænke: “Jeg kan virkelig ikke lide det her fag.”
Jeg gik i en grundforløbsklasse med mange elever, der valgte den samme studieretning, mens jeg selv valgte noget andet. Det er jeg meget glad for, at jeg gjorde.
Jeg havde selvfølgelig allerede lært nogle mennesker at kende, blandt andet fordi min grundforløbsklasse snakkede godt sammen med en anden grundforløbsklasse, hvor der også var nogen, jeg kendte, som senere valgte biotek.
Men man skal bare springe ud i det.
Du kommer til at have det forfærdeligt, hvis du for eksempel tænker: “Hele min klasse har valgt samfundsfag-engelsk, så det gør jeg også,” selvom du faktisk hverken kan lide samfundsfag eller engelsk.
Du får nye sociale relationer, når du kommer ud i din studieretningsklasse. Du lærer nye mennesker at kende.
Så fokusér på det, du selv har lyst til, og ikke på, hvad andre siger, du skal vælge.
Hvad er grundforløbet?
Grundforløbet er de første cirka tre måneder af gymnasiet.
Her har man forskellige fag og får et indblik i dem. Man kommer også igennem forskellige forløb, hvor man lærer om de studieretninger, skolen tilbyder, så man er bedre forberedt på at vælge den studieretning, man gerne vil have.
Det er samtidig perioden, hvor man forbereder sig til AP- og NV-prøverne.
Grundforløbet lægger et godt fundament for resten af gymnasietiden. Man får også et større kendskab til de andre elever på årgangen.
Når man senere kommer ud i sin studieretningsklasse, er der stadig mennesker fra grundforløbet, man kender og snakker med, selvom man ikke længere går i klasse sammen. Senere får man også valgfag med andre elever fra årgangen.
At lægge et godt fagligt fundament
Jeg kunne godt mærke i 2.g, at det begyndte at gå lidt ned ad bakke for mig. Derfor har det arbejde, jeg lagde i 1.g, hjulpet ekstremt meget.
Der er jo også det her rygte om, at 2.g er det hårdeste år.
Jeg føler eksempelvis, at Cambridge-forløbet hjalp rigtig meget. Jeg var glad for, at jeg havde det i 2.g, fordi der var emner, vi allerede kendte noget til.
Vi havde blandt andet arbejdet med vektorer, som man måske ikke ville vide så meget om i 1.g. Derfor var der nogle emner, hvor vi kunne følge bedre med end de andre.
Samtidig tror jeg, at hvis man tager Cambridge allerede i 1.g, kan det også hjælpe en fremadrettet i de almindelige fag.
Jeg føler, at Cambridge generelt har hjulpet mig i matematik, blandt andet fordi man får genopfrisket nogle af de ting, man lærer i starten.
Så det kan virke begge veje.
Der er dog en grund til, at jeg ikke har valgt det igen i 3.g. Hvis jeg gjorde det, ville jeg blandt andet skulle komme tilbage og tage nogle af mine eksamener, efter jeg var blevet færdig med gymnasiet.
Hvis man gerne vil fortsætte med Cambridge over flere år og nå begge niveauer, IGCSE og AES, vil jeg derfor anbefale at gøre det i 1.g og 2.g.
I 3.g bliver der lagt rigtig meget oveni. Man skal blandt andet skrive SRP og har mange andre ting. Derfor er det klart nemmere at lægge den slags forløb i de første gymnasieår.
Skema og tid efter skole
En af de ting, man især kan mærke, er selvfølgelig mængden af afleveringer og lektier.
Når man har tidligere fri, får man mere tid til at arbejde efter skole, men der bliver også mere plads til det sociale og til skolens udvalg.
Jeg er for eksempel en del af SoMe, og dér har jeg haft bedre tid til at lave forskellige videoer og redigere dem efter skole. Samtidig får man mulighed for at være sammen med de andre mennesker, der er med i SoMe.
Jeg bor også virkelig langt væk, så for mig er det en stor fordel at kunne komme lidt tidligere hjem. Dengang vi havde fri klokken 15.40, kom jeg meget sent hjem.
Det giver også bedre mening i forbindelse med Cambridge. Hvis du for eksempel skal sidde tre timer en onsdag efter skole, er det væsentligt bedre, at det starter klokken 14 i stedet for klokken 16.
Det kan være ekstremt drænende først at skulle være i skole til klokken 16 og derefter have puljetimer eller andre aktiviteter oveni.
Lærerne er ikke nogen, man skal være bange for
Når vi siger, at “lærerne er vores venner”, mener vi blandt andet, at man altid har mulighed for at tale med dem.
Hvis man eksempelvis har brug for længere tid til en aflevering, skal man ikke være bange for at spørge.
Lærerne kan godt forstå, at man har mange andre fag, og at der måske også sker ting i ens privatliv, som gør det svært at aflevere noget til tiden. Derfor kan man ofte tale med dem om det.
Da vi skulle skrive SRP, havde vi eksempelvis to eller tre afleveringer lige op til SRP-perioden. Flere af lærerne var gode til at flytte afleveringerne, fordi de vidste, at der kom noget, vi skulle prioritere højere, og som betød mere end den enkelte aflevering i for eksempel biotek eller matematik.
Der er også kommet en regel om, at opgaverne skal lægges ud 14 dage før afleveringsfristen. Hvis lærerne ikke har fået gjort det, kan eleverne godt gøre opmærksom på det og spørge, om man så ikke skal have længere tid.
De 14 dage hjælper også med at planlægge sin tid. Man kan selv prioritere, om man vil begynde på afleveringen med det samme, lave den to dage før afleveringsfristen eller fordele arbejdet over hele perioden.
Der kommer jo flere afleveringer samtidig, så ens egen prioritering bliver virkelig vigtig.
Elevtid og afleveringer
Der er omkring 12 timers elevtid i nogle uger, men det varierer meget.
Nogle gange stiger det lidt, hvis man for eksempel både har to biotekafleveringer og en spanskaflevering i samme uge. Andre gange ligger man måske kun på fire timer, og nogle uger har man næsten ingenting.
Det varierer altså meget fra uge til uge.
Hvis man står med tre afleveringer og 13-14 timers elevtid på én uge, kan man ofte tale med læreren om at flytte en af afleveringerne til ugen efter, hvis der ikke ligger så meget dér.
Jeg kan huske, at vi i den sidste uge af 2.g havde omkring 20 elevtimer. Det var virkelig meget.
Jeg snakkede med Emil, som var vores elevrådsformand, fordi vi var frustrerede over at have så mange elevtimer. Vi syntes simpelthen, at det var for meget.
Det var blandt andet i den forbindelse, at der blev talt om den nye regel om, at man skal have to uger til at lave sine afleveringer.
Sjove minder fra gymnasiet
Der er selvfølgelig også mange sjove ting.
Da vi lavede en film i dramaklubben, lå jeg seriøst nede på gulvet og græd af grin, fordi det lød så forfærdeligt. Jeg stod og råbte af Nikolaj og havde tårer i hele hovedet. Jeg tænkte bare: “Det er løgn, det her.”
Jeg var der kun for popcornene!
Idrætsdagen
Idrætsdagen er noget af det fedeste.
Når man starter i 1.g, aner man ikke, hvor stor en ting idrætsdagen faktisk er på skolen. Vi går ekstremt meget op i den.
Vi var for eksempel klædt ud som pandaer i år, og vi vandt også idrætsdagen, hvilket selvfølgelig er meget vigtigt at nævne!
Allerede i 1.g har man sin første idrætsdag sammen med sin grundforløbsklasse. De næste to er med studieretningsklassen.
I 1.g går man måske ikke helt lige så meget op i det endnu, men man lægger mærke til, hvor meget især 3.g’erne engagerer sig i det. Så begynder man selv at tænke: “Det her vil vi gerne vinde.”
Der blev virkelig gået meget op i det i år, og vi fik også brugt lidt penge på det.
Det fede ved idrætsdagen er også, at selvom det regnede, var stemningen stadig helt i top. Folk løb stadig rundt og var engagerede.
Der er rigtig meget sammenhold i det.
Når man planlægger dagen, skal man også snakke sammen om forskellige ting og bruge tid på blandt andet bannere og kostumer uden for skolen.
Især i grundforløbet er det faktisk en rigtig god måde at få endnu mere gang i samtalerne i klassen på, fordi idrætsdagen ligger allerede omkring august eller starten af september.
Idrætsdagen er fantastisk. Det er nok en af de ting, jeg vil fremhæve allermest.
Fester og sociale arrangementer
Der er selvfølgelig også gallafesten, som ligger omkring april, hvor 3.g’erne skal danse lanciers i hallen. Det kan man komme og se – men man kan selvfølgelig også lade være.
Derudover er der julefesten og Kongernes, hvor der kommer en kunstner. Kongernes fungerer på mange måder som en hyldest til 3.g’erne.
Der er også arrangementer som SG by Night, som er et alkoholfrit tilbud, hvor man blandt andet kan spille brætspil og hygge sig.
SG Band spiller også tit til nogle af arrangementerne, så man har mulighed for bare at sidde og hygge sig, spille spil og høre musik.
Så er der fredagscaféerne, som kommer engang imellem. Jeg synes faktisk godt, de kunne være bedre til at lægge dem ind i skemaet tidligere, fordi jeg nogle gange ender med at have en vagt på en dag, hvor der viser sig at være fredagscafé. Det er lidt ærgerligt.
Fredagscaféerne er ellers virkelig fede – især karaoke-caféerne. Det er fantastisk at se folk stille sig så selvsikkert op på scenen og synge.
Der er bare en særlig form for fællesskab til fredagscaféerne. Man står og spiller beerpong og snakker med mennesker fra forskellige årgange.
Det er også en god mulighed for at tage ud og spise bagefter eller lave noget med sin klasse.
Vi tager tit til fredagscafé og tager for eksempel på Café A bagefter eller et andet sted. Nogle gange tager vi hjem til en fra klassen og hygger, spiller spil og drikker lidt.
De sværeste fag
Matematik på A-niveau er helt klart et af de sværeste fag.
Fysik kan også være svært. Jeg kunne personligt virkelig godt lide fysik, men det er vi ikke helt enige om!
For mig har matematik A og kemi A været blandt de sværeste fag.
Det er vigtigt at komme godt fra start i matematik. Hvis du ikke har styr på fundamentet fra starten, kan det blive svært, når du når til 3.g.
Men man kan altid få hjælp af sin lærer, øve sig og arbejde sig igennem det.
En af vores lærere sagde også, at han syntes, det var en dårlig idé at vælge matematik, hvis man på forhånd vidste, at man ikke interesserede sig for det.
Jeg kunne godt lide matematik til at starte med, og den interesse havde jeg også. Men der er mange, der vælger matematik A, fordi de tænker: “Det skal jeg bruge bagefter.”
Hvis det er den eneste grund til, at man vælger det, kan det blive tre meget lange år.
Biotek og de andre studieretningsfag
Generelt er lærerne rigtig gode til at introducere eleverne til fagene.
Til at starte med syntes jeg for eksempel, at biotek var lidt svært, fordi man skulle vænne sig til, at det var en blanding af både biologi og kemi.
Men man bliver hurtigt sat ind i det.
Det samme gælder de andre studieretninger. Lærerne brænder virkelig for deres fag, og det gør også, at man selv bliver engageret.
Mundtlig deltagelse og karakterer
Et godt råd er bare at sige det, man gerne vil sige.
Hvis læreren stiller et spørgsmål, er det i virkeligheden ikke så vigtigt, om dit svar er helt rigtigt eller forkert. Det vigtigste er, at du viser, at du prøver at forstå stoffet og deltager.
Hvis du selv stiller spørgsmål, kan læreren også se, at du forsøger at sætte dig ind i det faglige.
Et af mine allerstørste tips i forhold til karakterer er, at hvis du for eksempel sidder med en opgave i biotek, matematik eller et andet fag, så gå hen til læreren og spørg: “Har jeg forstået det her rigtigt?”
Gennemgå derefter hele dit svar med læreren.
På den måde får du også noget mundtlighed ind i undervisningen.
Det er især noget, jeg selv er begyndt at gøre meget i biotek. Jeg føler, at det er en anden måde at deltage på, fordi man får en faglig samtale med læreren.
Det kan både forbedre din egen faglighed og give læreren et indtryk af, at du ved, hvad der foregår.
Det er klart noget, jeg vil anbefale.
En fra min klasse og jeg har også snakket med en af vores lærere om, hvordan vi kunne få mere mundtlighed ind.
I nogle fag er der rigtig mange elever, der gerne vil sige noget, og læreren kan selvfølgelig ikke vælge alle hver gang.
Derfor kan man nogle gange tage fat i læreren og for eksempel forklare en figur i biotek eller gennemgå en opgave, man har lavet.
Så kan man få afklaret, om man har forstået det rigtigt, samtidig med at man får vist noget faglighed og mundtlig deltagelse.
Og igen: Husk at skrive noter.
Hvis læreren stiller et spørgsmål, kan man måske hurtigt kigge i sine noter og tænke: “Det her kan jeg huske, at jeg har skrevet noget om.”
Så bliver det meget nemmere at svare på spørgsmålet.
Tidsstempler:
00:00 – Lykke og Sofie fortæller om at starte på Solrød Gymnasium
00:40 – At møde nye venner
02:30 – Sats ekstra på det sociale i starten, men bevar klart fokus på de første eksamensfag
03:00 – Et godt førstehåndsindtryk varer længe
04:20 – Medbring computer, penalhus og papir
05:00 – Valg af studieretning
07:05 – Hvad er Grundforløbet?
09:40 – Det optimerede skema og mere overskud
12:10 – At styre studielivet godt
14:00 – De fedeste events
16:50 – Fredagscafeerne
17:30 – Tips til de enkelte fag
Ofte stillede spørgsmål for nye elever
Hvornår får jeg at vide, om jeg er optaget på SG?
Den 1. marts skal du have søgt om plads hos os på optagelse.dk. Sidste år blev klasserne med det samme fyldt op med 1. prioritetsansøgere. Senest 15. maj får du svar på, om du har fået reserveret plads på SG. Har du det, så modtager du også en invitation til velkomstmøde i midten af juni.
Først efter velkomstmødet kan vi sende dig svar på, om du er endelig optaget. Det afhænger af, om du i grundskolen har fået det krævede karaktergennemsnit.
Har du ikke det, så kan du gå til optagelsesprøve. Med andre ord: Hold øje med din e-boks.
Hvad sker der ved velkomstmødet i juni?
Vi vil gerne give sommerferie-ro til alle, der har reserveret plads på SG. Derfor holder vi som noget særligt et velkomstmøde i juni for dig og dine forældre. Her får du al vigtig info og introduceres til din klasse og vores rare tutorer. Du inviteres automatisk i din e-boks, hvis du har fået reserveret plads på SG.
Er du forhindret i at komme, for eksempel på grund af efterskoleophold, så må du gerne sende en forælder. Er det heller ikke muligt, så får du infomaterialet senere.
Hvordan er STX bygget op på landets gymnasier?
Som på alle andre gymnasier, så skal du starte din stx med et grundforløb fra august til starten af november. Undervejs får du på Solrød Gymnasium grundig vejledning i, hvad du kan vælge som studieretning, og hvad du egner dig særlig godt til. Både dine forældre og du inddrages i processen – både under grundig studieretningsintro, på et forældremøde og ved et møde mellem dig, din teamlærer, din studievejleder eller skoleleder.
Når alt kommer til alt, så er valget dit, så længe vi gennem dit faglige arbejde kan se, at du er motiveret og kompetent i studieretningens fag.
Både ved intro til grundforløbsklassen og ved intro til studieretningsklassen arbejder vi på Solrød Gymnasium med, at din klasse rystes godt sammen. Herudover kan din studievejleder være dig til hjælp, lige som du selv skal møde i begge klasser med åbent sind og modet til at indgå i det sociale, så I sammen og hver for sig kan blive fagligt stærke.
Fordelen ved denne lovpligtige model er ikke kun den grundige vejledning til studieretningsvalg, men også at du allerede i efteråret kender rigtig mange unge på din årgang: Både fra din grundforløbsklasse og fra din nye studieretningsklasse.
Hvordan bliver jeg rystet sammen med klassen?
Du introduceres ikke kun for din klasse gennem ryste-sammen-lege ved velkomstmødet i juni. Også ved skolestart i august og ved studieretningsstart i november er der en masse sjove sociale aktiviteter: Lege, en ekskursion, konkurrencer og meget andet.
Hvad skal jeg have styr på, før jeg starter?
Én af de første tre skoledage på SG, skal du gå ind på GymBetaling. Her skal du overføre 350 kr., hvis du er HF'er og 500 kr., hvis du er STX'er. Det skal du gøre via dit eget MitID (ikke dine forældres). Beløbet er til forplejning de første dage samt udgifter til formelsamlinger, vidensabonnementer m.m.
Du skal inden studiestart være oprettet som bibliotekslåner. Opret bruger og brug MitID på https://solbib.dk, hvis du er fyldt 18 år. Få dine forældres hjælp, hvis du er under 18 år. Det er nemt at oprette sig, også selv om du ikke bor i Solrød Kommune og måske allerede har en lånerprofil i din egen kommune.
Dette skal du vide om lommeregner, ordbøger, mobil, computer og sneakers til idræt:
I undervisningsministeriets bekendtgørelse står der, at den enkelte undervisningsinstitution kan bestemme, at eleverne selv i begrænset omfang anskaffer en del af undervisningsmidlerne. Omfanget kan ikke overstige 2.500 kr. for den enkelte elev.
- Skolen betaler dine ordbøger
Solrød Gymnasium har fået lavet en aftale, så skolens elever gratis kan downloade og installere Gyldendals røde ordbøger på engelsk, tysk, fransk og spansk til både Windows og Mac. - Vent med at købe lommeregner
Medbring den lommeregner du har fra folkeskolen. Du skal IKKE købe en ny lommeregner på forhånd, for du taler nærmere om dette med din matematiklærer i løbet af efteråret. - Skal du have idræt?
Så sørg for at have sneakers, der har hvide såler og ikke er anvendt udenfor på noget tidspunkt. - Computer og mobiltelefon:
Medbring en velfungerende bærbar - mærket er ligegyldigt! Tag også altid oplader med, med navn på. Din mobil kommer ofte på mobilhotel i timerne for at styrke din koncentration og sociale åbenhed.
Hvad hvis jeg er ordblind eller har andre særlige udfordringer?
Vi har en læsevejleder, som er trænet i at hjælpe elever med ordblindhed eller læsebesvær godt i gang, evt. med udlån af hjælpemidler. Det sker i de første uger af din skolegang.
Har du ordblindhed eller andre udfordringer som fx. diagnoser eller livsomstændigheder, der kan true din trivsel, så opfordrer vi dig kraftigt til at henvende dig til skolens studievejledere Studievejlederen vil hjælpe dig videre i aftalt fortrolighed.
Hvad er jeres bedste råd til min studiestart?
Praktisk:
Vær klar på det vi skriver under “ Hvad skal jeg have styr på, før jeg starter”. Så er du med fra start.
Fagligt:
- Tag ikke for meget erhvervsarbejde, og styr din skærmtid, så du altid når at lave dine skoleting, før du møder ind.
- Vær ikke bange for at fejle og giv andre plads til at fejle. Siger du noget forkert, så ræk hånden op igen og sig noget andet.
- Skab fra start en positiv relation til dine lærere ved at udvise vilje og venlighed, lige som de viser jer. Jo bedre en relation du er med til at skabe, jo nemmere kan du lære.
Socialt:
- Få talt med så mange som muligt hver dag. Vær den cool person, som andre føler sig tryg ved.
- Meld dig til elevrådet, festudvalget, SoMe-udvalget, fredagscaféudvalget, elevband eller andet, hvor du kan få et nyt fællesskab.
- Mød op til elevklubber med et åbent sind: Her møder du folk, der har samme interesser som dig. Det samme gælder dine valgfag.
Hvad må jeg og hvad må jeg ikke på skolen?
Helt overordnet er du i mål, hvis du udviser respekt for andre. Herudover opfordrer vi til, at du orienterer dig i skolens studie- og ordensregler.
Oplever du, at andre ikke udviser respekt for dig, eller at du på anden måde mistrives, så skal du tage fat i:
- en lærer, du er fortrolig med,
- din studievejleder eller
- skolens rektor, Mette Møller Jørgensen
Det kan du gøre i fortrolighed, og de vil hjælpe dig.