Alkohol og rusmidler

Udgangspunktet for skolens alkohol- og rusmiddelpolitik er, at alkohol og arbejde/undervisning ikke kan kombineres.

Solrød Gymnasiums politik på området er, at så længe der foregår undervisning på skolen, må der ikke indtages alkohol af hverken lærere, øvrige ansatte eller eleverDet er heller ikke tilladt at møde til undervisning eller på arbejde i alkoholpåvirket tilstand. Den samme regel gælder for leverandører og andre, der midlertidigt opholder sig på skolen.

Undervisning, der foregår uden for huset, er også omfattet af alkoholpolitikken. Det drejer sig fx om studierejser (udlandet), ekskursioner (en- og flerdages indenlandske ture) og introarrangementer.

Rektor kan i ganske særlige tilfælde dispensere fra bestemmelsen.

Skolearrangementer uden for undervisningstiden:

Med hensyn til offentlige aktiviteter på skolen, hvor der foregår udskænkning, søges der altid lejlighedsbevilling. Kun ansat personale forestår udskænkning og afrydning. Det foregår på ledelsens ansvar.

Med hensyn til elevfester og elevcafeer, der altid foregår uden for skolens undervisningstid, gælder følgende:

  • Alle elevfester på skolen (med undtagelse af ”fest med gæst”) er lukkede private fester.
  • Ved elevfester føres der tilsyn af voksne kontrollører ved indgangen og af betroede lærere og ledelsesrepræsentanter.
  • Ved almindelige elevfester udskænkes (ud over ikke-alkoholiske drikke) kun øl samt evt. cider og breezere af ølstyrke.
  • Ved fester, hvor der indgår spisning (som f.eks. årsfesten og dimissionsfesten), kan rektor dispensere, så der også udskænkes vin.
  • Der udskænkes aldrig spiritus.
  • Ved elevcafeer føres der tilsyn af betroede lærere og ledelsesrepræsentanter.
  • De personer, der forestår udskænkning af alkoholiske drikke, og afrydningspersonale skal være mindst 18 år.
  • Der udskænkes ikke alkoholiske drikke til personer under 16 år.
  • Der må aldrig medbringes drikkevarer udefra til fester og cafeer.
  • Udskænkning på skolen foregår på ledelsens ansvar.

Hvis en elev, en ansat eller en gæst har en tydelig alkoholpåvirket adfærd, vil det på stedet blive påtalt af det tilstedeværende ansvarshavende personale. Hvis det tilstedeværende ansvarshavende personale finder adfærden belastende, vil det medføre øjeblikkelig bortvisning fra arrangementet. Det vil efterfølgende blive meddelt til skolens ledelse.

Skolens personale har dog pligt til at hjælpe med at sørge for, at den påvirkede bliver bragt hjem (dvs. afhentet af forældre eller sendt med taxa hjem ledsaget af en ven).

På ekskursioner må der ikke indtages alkohol.

På studieture må der kun indtages alkohol efter de aftaler og anvisninger, der fremgår af skolens studie- og ordensregler. Overtrædelse kan medføre øjeblikkelig hjemsendelse.


Andre rusmidler

Indtagelse af ikke-lovlige rusmidler, herunder også medicin, der anvendes som rusmiddel, eller tilstedeværelse på skolen under påvirkning af ikke-lovlige rusmidler, er omfattet af samme regel som alkoholindtagelse, bortset fra at der ikke foreligger dispensationsmulighed.


Øvrige bestemmelser

På skolen må der ikke via opslag eller lignende reklameres for alkoholprodukter eller arrangementer uden for skolens regi, hvor der udskænkes alkohol.


Sanktioner vedrørende alkohol- og rusmiddelpolitikken

Overtrædelse af bestemmelserne i skoles alkohol- og rusmiddelpolitik vil kunne medføre sanktioner efter rektors nærmere afgørelse (jf. skolen studie- og ordensregler). Det er dog vigtigt for skolen at understrege, at forebyggelse og hjælp går forud for de mulige sanktioner, som nødvendigvis er baseret på gældende jura.

 

Hvordan kan man hjælpe?

Skolens personale har pligt til at hjælpe og støtte elever, så de ikke kommer ud i et misbrug af alkohol eller andre rusmidler. Såfremt man ikke selv magter denne omsorg, har man pligt til at inddrage rektor.

Med hensyn til misbrug blandt elever er kammeraterne på grund af nærheden en stærk ressource. En god kammerat orienterer klassens studievejleder, såfremt man får mistanke om, at en elev er ramt af eller på vej ud i et misbrug. Studievejlederen vil herefter vurdere, på hvilken måde skolen bedst kan hjælpe eleven. Studievejlederen har løbende overblik over og vil i konkrete tilfælde tage kontakt til det lokale misbrugscenter eller eventuelt andre relevante alkohol- og stofmisbrugsbehandlingstilbud med henblik på at hjælpe eleven.

For at øge opmærksomheden på eventuelle misbrugsproblemer gennemgås og drøftes rusmiddelpolitikken hvert år på elevrådets startmøde for alle klasserepræsentanter, der forpligtes til at videreformidle og drøfte rusmiddelpolitikken i de enkelte klasser. Fester og caféarrangementer evalueres løbende i lyset af den gældende alkohol- og rusmiddelpolitik i elevernes fest- og caféudvalg sammen med rektor.


Alkohol og festkultur i gymnasiet

Sundhedsstyrelsen har lavet folderen ‘Alkohol og festkultur i gymnasiet – information til elever’.

Vil du opleve Solrød Gymnasium?

Vi har bygget en helt særlig dag til dig, der gerne vil opleve Solrød Gymnasium på en almindelig hverdag.

This will close in 0 seconds

The owner of this website has made a commitment to accessibility and inclusion, please report any problems that you encounter using the contact form on this website. This site uses the WP ADA Compliance Check plugin to enhance accessibility.