Flere klasser og lærere var tirsdag sammen til et foredrag med Birgit Fischermann, der som dansk jøde i 1943 blev sendt til kz-lejren Theresienstadt af nazisterne. Hun var da 5 år. Hendes selvoplevede beretning var gribende. Bagefter sagde hun, at hun var glad for at tale på Solrød Gymnasium, og jeg skulle hilse og takke for den store interesse og de mange gode elevspørgsmål.

Folkedrab og overgreb mod etniske minoriteter foregår desværre ofte (f.eks. jøder, assyrere, kurdere, hazari med flere). Hvordan kan det foregå? I psykologi er vi netop påbegyndt forløbet ”Fascismens psykologi”. Her arbejder vi med problemstillinger såsom: Hvordan opstår ondskab, hvordan er det at bo og leve i et diktatur, samt hvilke psykologiske virkemidler anvender diktaturer for at få og beholde magten. Vi inddrager teoretikere som Milgram, Wilhelm Reich, Erich Fromm og Zimbardo.​