Rektors dimissionstale 2018

4. juli 2018

Om friheden der venter, livsengagementet og modet til at fejle

Kære hf´ere, kære stx´ere, kære studenter.

Så blev det dagen for jeres dimission – jeres sidste dag på SG. Dimission betyder at ”sende ud” – efter 2 og 3 år på SG sendes I nu ud i den store (og nogen vil sige farlige) verden udenfor. Fremtiden (og nogen vil sige den usikre fremtid) venter forude.

Denne tale er mine sidste ord til jer på jeres sidste dag på SG.

Det kan lyde lidt trist, men det er det ikke. Jo, for os der skal blive tilbage på SG og må undvære jer fremover. For I er nogle fantastiske, spændende, sjove og dygtige mennesker som har gjort SG stor ære. Og selvfølgelig vil vi savne jer. Det rokker ikke ved, at dagen i dag er en festdag – for os allesammen.

Husker I jeres første dag på SG? På jeres første dag holdt jeg en kort tale til jer, hvor jeg nævnte, at hvis I ville lykkes med at tage en god studentereksamen, så var det at være motiveret, det at vise engagement og det at yde en indsats vigtigt og altafgørende.

I har vist et motiveret engagement, og I har ydet en flot indsats. Derfor kan I om et øjeblik stå heroppe med jeres underskrevne eksamensbevis i hånden og med en hue på hovedet, der fortjent pynter jeres ellers i forvejen smukke ansigter, mens jeres forældre stolt tager det ene billede efter det andet.

Et studentereksamensbevis kan noget. Lars Bo Henriksen, som er professor på Ålborg Universitet, skrev for en uge siden om de studenter han møder på universitetet: ”De unge mennesker jeg møder på universitetet er kvikke, nysgerrige, flittige og engagerede. De bedste er bedre end nogensinde.” Det genkender jeg også hos jer, der er den næste generation, som Lars Bo Henriksen snart kunne være så heldig at få mulighed for at stifte bekendtskab med som studerende.

Kære studenter – godt gået! Stort til lykke med veloverstået eksamen!

Immanuel Kant og Tor Nørretranders

Tor Nørretranders sidste bog hedder ”Se Frem”. En god og opløftende titel, fordi bogen med dens titel og indhold vil formidle et optimistisk syn på fremtiden. Overraskende nok er det en meget gammel mand, der er bogens røde tråd og rygraden i Nørretranders argumentation. Manden døde for 214 år siden (12 år mere end I er nybagte studenter herinde i dag).

Immanuel Kant hedder han, af mange betegnet som frihedens filosof. Allerede tre sider inde i bogens forord møder vi det Kant-citat, som også udgør rygraden i SG´s ny værdigrundlag og vision.

Citatet af Kant lyder: ”Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed”.

I SG´s vision står der: ”Det skal være vores kendetegn, at vi uddanner eleverne til afklaret myndighed, så de kan navigere i livet med indsigt, omtanke, rummelighed, engagement og respekt i en globaliseret og foranderlig verden.”

Jeg tror I fornemmer familieskabet mellem Kant og SG´s vision. Det er det dannelsesprojekt, vi sammen har haft gang i de seneste år med jer, og som professor Lars Bo Henriksen nyder godt af.

Så selv om titlen på Nørretranders bog peger fremad og dybest set handler om ikke at frygte fremtiden, er Nørretranders ikke bange for samtidig at se tilbage og gøre brug af tankegods tænkt af en nu for længst afdød ældre herre.

Se tilbage

Jeg vil i første omgang gøre det samme – se tilbage.

Jeg har for nylig på Lectio spurgt til jeres tid på SG. Både hvad der har været godt, og hvad I kunne tænke jer anderledes – selv skoler kan jo begå fejl. Tak for de mange brugbare input, som I har leveret. En ting kan vi slå fast: der er for koldt i kantinen om vinteren:

”Temperaturen om vinteren er absurd. Det er alt for koldt. Man får lyst til at skifte gymnasium.”

Skolens toiletter får også et ord med på vejen:

”Hvis der er toiletter i helvede, så tror jeg, at de har samme håndvaske som på SG. Den ene håndvask sprøjter helt vildt, så man ikke kan komme i nærheden uden at blive drivvåd. Andre håndvaske drypper én dråbe ud i minuttet. Selvom dette bare er en lille ting, er det et kæmpe irritationsmoment.”

Nogle ønsker sig flere idrætsdage, og så er der rigtig mange der efterlyser at der tages initiativer til at man har mere med hinanden at gøre på tværs af årgange:

”Flere faglige aktiviteter på tværs af årgangene”

”flere dage hvor linjerne (studieretningerne) er samlet på tværs af de tre klassetrin”

 Læser man jeres input, er der ingen tvivl om at for mange af jer, har det været en hård og udfordrende tid at gå på gymnasiet. Perioder med meget arbejde, og hvor der skulle ydes ud over det sædvanlige. Heldigvis udtrykker rigtig mange af jeres kommentarer, at det trods alt har været det hele værd.

Her kommer et udpluk af nogle af de svar I har givet på spørgsmålet om, hvad I har været mest glad for på SG:

Jeg har været utroligt glad for SG-miljøet, jeg synes at på tværs af de forskellige årgange har alle elever hver især nogen fantastiske værdier som vi alle sammen får glæde af. Der er en helt speciel atmosfære på SG, hvilket også var en af grundene til jeg valgte dette gymnasium fra start. Efter 3 år er jeg blevet bekræftet i, at SG var som jeg håbede. Det er et gymnasium fyldt med gode mennesker, der vil alle det bedste.

 Den sublime undervisning, et godt elevsammenhold og mere end noget andet at det er et sted hvor alle typer kan rummes. Man bliver ikke sat i en boks hvor folk kigger skævt til en hvis man ikke passer ind.
Jeg har aldrig følt at folk har haft et behov for at kategorisere mig som en stræber, en slacker eller noget tredje. Jeg har haft mulighed for at skabe min egen person og det har været afgørende for mig de sidste 3 år

Desuden synes jeg, at det er super fedt, at skolen sørger for gratis havregrød – også selvom jeg ikke selv har benyttet mig af tilbuddet.

Det høje faglige niveau og de altid forberedte lærere.

 På spørgsmålet om, hvad der har været den bedste oplevelse:

Alle de gode kammerater, jeg har mødt. De er grunden til, at man gider.

 Tak. Det har været 3 år som jeg vil se tilbage på som noget af det bedste nogensinde. Det personale som er på skolen giver den ånd som man ikke kommer til at få andre steder. I er så søde alle sammen og så hamrende dygtige til ALT det I laver at det er svært ikke at få en lille tåre i øjet, når man tænker på, at man ikke skal tilbage til de røde mursten næste år.

Små dryp af det der for nogen af jer er blevet en del af jeres livshistorie med SG.

Historien er vigtig. Din historie er vigtig. Det er den du er rundet af, det er den der har formet dig til den du er nu. Nu er SG en del af din historie. Ved at kende sin egen historie, sit ophav og baggrund står man stærkere, når man skal angribe fremtiden og fortsætte arbejdet med at blive til den man gerne vil være. Derfor er det vigtigt at se tilbage, tage ved lære af alt det der gik godt, og tage ved lære af det der mislykkedes – så er du på en sikker vej mod en god og meningsfuld fremtid.

Når det er sagt, skal der også advares mod at fortabe sig i sin egen historie. For fire år siden havde jeg en historie med i min dimissionstale om en mand der hed Rocky Abalsamo. Han blev 97 år gammel. Han var gift med Jolita, og de havde mange lykkelige år sammen. Julita døde 20 år før Rocky. Indtil ganske få måneder før han selv døde, besøgte han hver dag Julitas grav. Han kom ved solopgang og gik ved solnedgang. Når han kom om morgenen råbte han: ”jeg er her”. Når han skulle gå om aftenen, strøg han hånden hen over Julitas navnetræk på gravstenen. Hvert år på Julitas fødselsdag skålede han med hende i et glas cider og afspillede et bånd med en vuggevise de havde indspillet sammen.

En rørende historie om et tæt bånd mellem to mennesker. Men den er også trist. Rocky var gået i stå, hans liv var sat på ”stand by”, han forfulgte en drøm som ikke længere var, og gav køb på fremtiden på bekostning af fortiden. Derfor, find den rette balance mellem at se tilbage og se frem. Derfor skal det nu handle om at se frem.

Se frem

Man kan godt blive skræmt af at skulle se fremtiden i øjnene. Man kigger jo ind i det uvisse, i uopdaget land. Og vi er alle sammen tilbøjelige til at se spøgelser i horisonten og overbevise os selv om, at verden er af lave, at alt var bedre i gamle dage, og at fremadrettet kan det kun blive værre.

I sagens natur kan ingen vide hvordan fremtiden bliver. I stedet for at lade os fylde af fremtidspessimisme, er der god grund til at fremme fremtidsoptimismen. Med mindre du tænker, at du er fuldstændig ligegyldig, og ikke selv har nogen som helst indflydelse på dit liv, din fremtid og vores andres fremtid. Du er ikke fuldstændig ligegyldig. Din fremtid er i dine egne hænder, og det er min og din omverdens fremtid til en vis grad også. Er vi mange der står sammen om at forvente os noget bestemt af fremtiden, så kan fælleskabet rykke ved rigtig meget, og have stor indflydelse, ikke bare på menneskers personlige liv, men på hele samfundets indretning.

De gode fejl

I det skoleår som er gået, er der blevet talt og skrevet meget om præstationskultur. Om at præstere det ypperste, gå efter de højeste karakterer, fordi det næstbedste ikke er godt nok. Fejl er i den sammenhæng fjende nummer ét. Det gælder om ikke at fejle for hele tiden at være et skridt foran de andre og stå først i køen. Nogle kalder det i stedet for en perfekthedskultur, en kultur hvor det handler om altid at fremstå perfekt, gå med det rigtige tøj, spise den rigtige mad, have de rigtige venner og i det hele taget ikke være kikset. I begge udgaver handler det om ikke at begå fejl. I præstations- og perfekthedskulturen er der ikke plads til at træde ved siden af, ”fejl” er et fremmedelement, af det onde og kun i vejen.

Det jeg kommer til at sige nu, er ikke en opfordring til at begå dumheder og bare tumpe gratis derudaf. Men kravet om fravær af fejl og idealet om at leve i en nulfejlskultur er blevet en ulidelig spændetrøje, som martrer mange. For det er ikke muligt, det kan ikke lade sig gøre. Ingen er perfekte, alle laver fejl. Det er et vilkår for alle mennesker. Derfor må vi lære at se mere nuanceret på fejl, ikke kun som noget negativt, men også som en mulighed for at lære, ja ligefrem en ressource i forhold til at vokse og faktisk præstere bedre.

Vi skal turde fejle, vi skal turde løbe en risiko for at blive bedre. Som samfund ville vi ikke være der hvor vi er, hvis ikke der var plads til uenighed, forskellighed, mangfoldighed, diskussion, selvstændig tænkning og risikovillighed.

I onsdags var jeg sammen med Martin og Jonas. De blev studenter sidste år og fik i løbet af 3. g en forretningside. Den præsenterede de efter mere end et års arbejde. De har udviklet et program, hvor man dynamisk og individuelt kan træne kemi- og fysikopgaver. De har taget en stor risiko, brugt masser af tid og penge af egen pung for at komme dertil, hvor de er nu. Det ser lovende ud, men de kan stadigvæk ikke vide om projektet lykkes. De fortæller også om fejl de har begået. Fejl som har gjort dem klogere, og nu hjælper dem tættere på at få succes med deres ide. Uden modige og risikovillige mennesker som Jonas og Martin, ville vi være et langt fattigere samfund.

Niels Bohr og J.K. Rowling om at fejle

Det var Jonas, der i forgårs mindede mig om, at Niels Bohr engang har sagt, at ”en ekspert er en person, som har begået alle de fejl, som det er muligt at begå inden for et begrænset område”.

J.K. Rowling (forfatteren til Harry Potter bøgerne) har sagt:

»Så hvorfor taler jeg om fiaskoens fordele? Helt enkelt fordi fiasko skræller det uvæsentlige bort. Jeg stoppede med over for mig selv at lade som om, at jeg var en anden, end jeg var, og begyndte at bruge al min energi på at gøre det, som virkelig betød noget for mig. Hvis jeg havde haft succes med noget som helst andet, ville jeg måske aldrig have fundet kræfter til at lykkes på det område (litteraturen, red.), hvor jeg troede på, at jeg virkelig hørte til.

Vi må væk fra overoptagetheden af at undgå fejl og kravet om fremstå perfekte. Vi skal lære af Jonas og Martin og af alle dem der er gået forud for dem og os i historien. F.eks. Sussie – smilende Sussie

Smilende Sussie

Med programmet i dag har jeg løbet en risiko, en lille en af slagsen. En gammel dansktop sang fra 1970 er med. Da programmet blev trykt vidste jeg endnu ikke hvordan ”Smilende Sussie” skulle indgå i talen – og om den skulle synges.

Det skal den.

Smilende Sussie kan man lære noget af. Hun løb en risiko. Hun valgte det sikre fra og valgte det på den tid risikofyldte til, nemlig studier frem for mand, børn hus og bil.

Mange modigheder

I det danske sprog findes der mange ord som ender på modig og modighed. Man kan tale om at være frimodig, godmodig, langmodig, tålmodig, sørgmodig, hovmodig, overmodig, heltemodig, mismodig, sagtmodig, vemodig. Man kan fristes til at tro, at det har noget med mod og det at være modig at gøre. Men det er faktisk ikke den betydning, der ligger i ordsammensætningen. Der er tale om en sindsstemning eller en indstilling til livet og omverdenen, som man kan have. Ordet modig i denne sammenhæng skal efter sigende være i familie med det engelske ”mood”. De modigheder jeg nævnte før har alle en positiv klang og emmer lidt af gamle dage. For nylig dukkede der et nyt ord op i det danske sprog – et nyt ord med modig, nemlig fejlmodig. Og det er fint at lægge begge betydninger ind. Den ene at have modet til at fejle og løbe en risiko. Den anden at have det som en indstilling til livet, at man ikke er bange for at fejle, gerne står ved sine fejl og ønsker at blive klogere af dem. Sussie var fejlmodig.

Jensens ulighed

I Nørretranders bog er der et kapitel, som handler om en mand fra Nakskov ved navn Johan Ludvig William Valdemar Jensen. Han døde som 66-årig i 1925. Han var ingeniør og havde et stort talent for matematik. I 1906 fremlagde han et matematisk bevis i tidsskriftet Acta Mathematica. Året efter blev han indvalgt i Videnskabernes Selskab. Den opdagelse Jensen førte bevis for har fået navnet Jensens ulighed, og er efter sigende det mest kendte resultat indenfor international matematik, der har navn efter en dansker.

Jensens ulighed leverer – lidt populært sagt – den matematiske begrundelse for vigtigheden af at satse og løbe en risiko, vigtigheden af at turde begå fejl. Den udtaler sig om faren ved at tænke i gennemsnit, hvis man vil vurdere en fare eller en mulig gevinst. Hvis man f.eks. er meget fuld, slet ikke magter at gå lige og går på en vej, så nytter det ikke noget, at man i gennemsnit befinder sig midt på vejen.

Med Nørretranders ord, så beskriver konvekse ikke-lineære-modeller en verden, ”hvor det kan betale sig at dumme sig, løbe en risiko, gøre noget skørt, og dristigt, fordi at den gevinst man får ud af at være dristig er større end gevinsten ved at være forsigtig”.

Afslutning

Om lidt får i udleveret jeres eksamensbeviser. De er det synlige bevis på, at samarbejdsprojektet mellem jer, jeres lærere, jeres kammerater og skolen er lykkedes.

Det og meget andet får i med jer i bagagen fra SG. Brug den som et afsæt og et udkigspunkt mod alle de muligheder der nu åbner sig for jer. For det handler først og fremmest om at se frem!

Og det handler om ikke at være bange. Fremtiden er lys. Se frem, se frem, se frem. Måske vi sammen skulle opfinde en ny modighed. Nemlig fremmodighed. Verden er ikke i opløsning, det kan se sådan ud, men den er bare under forandring og med et umætteligt behov for oplysning.

Kants sidste ord på sit dødsleje var: ”Es ist gut”. Det er godt. Sådan håber jeg I har det i dag og sådan håber jeg I tænker tilbage på tiden med SG.

Til lykke med eksamen. Følg i Sussies fodspor. Det er spændende for mig og flere, hvad I vil studere.

Kom godt videre med fejlmodig fremmodighed.

Og nu kommer så mine allersidste ord til jer.

 

Jeg dimitterer Jer således som stx- og hf-studenter fra Solrød Gymnasium år 2018.

 

Bjarne Thams

Årets studenter

Copyright © 2018 Solrød Gymnasium. Alle rettigheder forbeholdes.

Hjemmeside af AWORK Webbureau